Vegansk porretærte m. gulerødder

Du skal bruge: 
Tærtedej:
• 2 dl. grahamsmel
• 2 dl. hvedemel
• ½ dl. sesamfrø
• 1 dl. plantemargarine (alternativt: smagsneutral solsikkeolie)
• 1 tsk. groft salt
• 0,7 dl. vand

Tærtefyld:
• 3 store porrer
• 2 spsk. olivenolie
• ½ tsk. fint salt
• ½ tsk. friskkværnet sort peber

• 1 bæger yoghurt af mærket Sojade (400 ml)
• 1 tsk. tørret timian
• 1/3 tsk. karry
• 1 tsk. dijonsennep
• ½ tsk. fint salt

Råsyltede gulerødder
• 200 gram gulerødder
• 2 dl. æblecidereddike
• 1 tsk. fint salt
• 3 spsk. sukker
• 1 fed hvidløg, finthakket

Antal personer: 
4
Fremgangsmåde: 

Gulerødder: Rør eddike, salt, sukker og hvidløg sammen i en skål. Skræl gulerødderne. Skær dem i skiver eller brug gulerodsskrælleren til at skrælle dem i tynde strimler. Kom stykkerne ned i marinaden og sørg for, at de alle er dækket. Lad dem trække i køleskabet i mindst 1 time før servering.

Tærte: Rør en dressing sammen af yoghurt, timian, karry, sennep og ½ tsk. salt. Lad dressingen trække i køleskabet mens dejen laves og porrerne steges.
Tænd for ovnen på 200 grader. Ikke varmluft.
Rør de tørre ingredienser til tærtedejen sammen. tilsæt herefter margarine/olie og ½ dl. vand. Tilsæt den sidste smule vand, 0,2 dl, hvis dejen ikke kan samles uden. Smør en tærteform med en smule margarine eller olie. Tryk nu tærtedejen ud i formen og prik den med en gaffel. Bag dejen i midten af ovnen i 15 minutter.
Rens porrerne og skær dem i 1 cm tynde skiver. Kom dem på en pande sammen med olivenolie, salt og peber og lad dem stege ved høj varme i 7 minutter, til de er faldet lidt sammen men stadig har en smule bid.
Fordel porrestykkerne på den forbagte dej og hæld herefter yoghurtdressingen over, så porrerne er dækket af et jævnt lag dressing (ønsker du ikke at dressingen skal ligge øverst på tærten, kan du blande porrerne sammen med dressingen og så komme det sammenblandede fyld i tærteformen). Skru ned for ovnvarmen til 175 grader og bag tærten i 45 minutter.

Tip: Mange andre grøntsager kan råsyltes på samme måde som gulerødderne. Har du squash, agurk, rød peber, græskar, blomkål, rødløg eller andre grøntsager liggende, kan disse på lignende måde skæres i mindre stykker og syltes. Der kan evt. tilsættes en kanelstang, laurbærblade, peberkorn, chili, nelliker eller andre smagsgivere til syltemarinaden.

opskrift tilføjet af Mau Lindow Sat, 27/01/2018 - 16:18