Bagt pastaret med courgetter og spinatcreme

Du skal bruge: 
Spinatcreme
• 250 gram fast tofu
• 100 gram frisk spinat
• 2 fed hvidløg
• 1 spsk. citronsaft
• 1 spsk. æbleeddike
• 2 spsk. olivenolie
• 5 spsk. gærflager
• 1 tsk. dijonsennep
• ½ tsk. fint salt

Courgetter i tomatsauce
• 2 dåser flåede cherrytomater eller tilsvarende mængde friske tomater
• 2 courgetter
• 2 skalotteløg
• 2 fed hvidløg
• 2 spsk. olivenolie
• 1 tsk. tørret basilikum
• 1 tsk. fint salt

Andet
• 400 gram pasta penne
• 1 bundt frisk basilikum

Antal personer: 
4-5
Fremgangsmåde: 

Spinatcreme: Blend alle ingredienser i en kraftig blender, til massen er findelt.
 
Courgetter i tomatsauce: Hak løg og hvidløg fint. Flæk courgetterne på langs og skær dem i halvmåneformede skiver med en tykkelse på lidt under 1 cm. Steg grøntsagerne i olien i ca. 5 minutter, tilsæt salt og basilikum og steg i 5-7 minutter mere, under omrøring. Tilsæt flåede tomater og lad saucen koge uden låg i 10-15 minutter.
 
I mellemtiden tændes ovnen på 200 grader varmluft og pastaen koges. Den skal være mindre kogt end bare almindelig al dente: Kog pennene i 5-6 minutter, hvis der står 10 minutter på pakken. Dræn så pastaen og overhæld den med koldt vand for at undgå videre tilberedning, før den kommer i ovnen med de resterende ingredienser.
 
Sammensætning af retten: Læg halvdelen af squashfyldet i bund af et ildfast fad med en størrelse på omkring 20x30 cm. Fordel pennene ovenpå. Smør halvdelen af spinatcremen på pennene og fordel herefter de sidste courgetter og saucen over retten. Afslutningsvist lægges den sidste halvdel af spinatcremen på toppen i klatter, som vist på billedet. Bag nu retten i ovnen i 20 minutter. Drys med et bundt grofthakket basilikum, når den kommer ud af ovnen. 
 
Velbekomme!

opskrift tilføjet af Mau Lindow Mon, 06/08/2018 - 19:04