Om foreningen

Øko til alle! Aarhus Økologiske Fødevarefællesskab gør bæredygtige, økologiske fødevarer tilgængelige for alle!
Missionen er at tilbyde medlemmer billigt økologisk frugt og grønt og derigennem udbrede kendskabet til økologi og bæredygtig fødevareproduktion. Dermed er missionen også at engagere medlemmer og lokalbefolkning til lokal handling indenfor bæredygtige initiativer.

Du skal være medlem af Aarhus Økologiske Fødevarefællesskab for at kunne handle gennem foreningen. Et medlemskab koster 100 kr., som man betaler én gang ved indmeldelse. Vi fører forskellige produkter i vores sortiment. Men grundstenene er vores frugt- og grøntsagsposer som føres i forskellige størrelser. Vores mest populære pose koster 100 kr. og rummer 6-8 slags lokalt produceret og sæson-bestemt økologisk frugt og grønt. Bestilling, betaling og afhentning af varer finder sted i fødevarefællesskabets butik i Grøn Vogn ved Institut for X, Skovgaardsgade 3-5, 8000 Aarhus C hver onsdag kl. 16:00-18:30.

Man kan bestille varer ligeså tit eller sjældent, som man ønsker, og hvis man har tid og lyst er der mange muligheder for at lægge frivillige timer i foreningen. Er du interesseret i at blive medlem eller blot høre mere om vores forening, er du velkommen til at komme og møde os i butikken i Grøn Vogn hver onsdag fra 16:00-18:30.

Se Fødevarestyrelsens smiley-rapport:

kontrol rapport grafik