Naturgæret sodavand

Du skal bruge: 
Ingefærbase (ginger bug)
7x1 spsk fintrevet frisk ingefær
7x1 spsk sukker
7x1/2 dl vand

Sodavand
1,4 l æblemost
1 tsk sukker
1/2 dl siet ingefærbase

Fremgangsmåde: 

Ingefærbase (ginger bug)

Bland 2 spsk fintrevet frisk ingefær og 2 spsk sukker med 1 dl vand i et glas med løst låg (så den luft der dannes, kan komme væk.) Basen skal stå og gære i stuetemperatur. De næste 5 dage tilsættes hver dag 1 spsk fintrevet ingefær, 1 spsk sukker og 1/2 dl vand og så skal det røres rundt. Hvis ingefærbasen bobler godt og grundigt, er den klar til brug. Man kan derefter sætte den i køleskabet, hvis man ikke skal bruge den så tit, så skal den bare ha' sukker og ingefær en gang om ugen. Den tages ud i stuetemperatur 1/2 dag inden brug.

Sodavanden

Æblemost, sukker og ingefærbase hældes på en ren 1 1/2 l plastikflaske. Flasken skal stå i stuetemperatur i 1-2 døgn. Ingefærbasen starter en gæring og fordi flasken er lukket, tvinges luften til at blive i væsken og bliver til sodavandens bobler. Når plastikflasken er hård af trykket indefra, er sodavanden færdig. Sæt den straks i køleskabet og drik den i løbet af de næste par dage. Der vil være lidt bundfald fra gæringen. Det kan man enten drikke eller smide ud, alt efter temperament og smag.

Man skulle kunne lave naturgæret sodavand af al slags saft og saftevand, så længe det indeholder naturlig eller tilsat sukker, som skal bruges i gæringsprocessen. Hvis man vil have mere ingefærsmag kan man bruge 1 dl ingefærbase.
 

 

opskrift tilføjet af Majken Bentzen Sat, 14/05/2016 - 16:25