Speltpandekager med spidskålsfyld

Du skal bruge: 
Speltpandekager:
125g speltmel
1/2 tsk salt
2 1/2 dl mælk
2 æg
Lidt smør til stegning

Fyld:
200g hakket oksekød
1/2 spidskål
1 lille løg
1 fed hvidløg
2 tsk karry

En eller to håndfulde revet ost til at gratinere pandekagerne med

Antal personer: 
2
Fremgangsmåde: 

Start med at lave dejen til speltpandekagerne ved at blande alle ingredienserne og røre rundt indtil dejen er tynd og klumpfri. Stil dejen på køl i 30 minutter. 
Imens kan fyldet forberedes. Brun det hakkede oksekød i en gryde ved middel varme. Hak hvidløgsfedet og tilsæt denne samt karry til oksekødet, når det er brunet. 
Skær løget i fine tern og tilsæt også disse. Husk at røre rundt en gang imellem. Til sidst hakkes spidskål og tilsættes også i gryden. Læg låg på, så kålen falder sammen. Kig til det og rør rundt en gang imellem. Når kålen er faldet sammen, slukkes for blusset, og fyldet kan nu stå og køle lidt.
Derefter steges pandekagerne. Varm en pande op med en smule smør på. Kom cirka en deciliter dej på den varme pande og steg pandekagen ved middel varme. Fortsæt indtil alle pandekagerne er lavet - der bliver til fire-fem stykker. 
Så mangles det kun at komme fyldet i pandekagerne og drysse revet ost ud over de rullede pandekager. Retten gratineres i ovnen ved 175 grader varmluft i 10-15 minutter, eller indtil osten er smeltet.
 
Et tip: Fyldet kan også bruges i forårsruller, hvilket du kan finde opskriften på her

opskrift tilføjet af Lene Bek Jørgensen Mon, 13/06/2016 - 19:34