Sorte bønner

Du skal bruge: 
Feijoada
• 1 dåse sorte bønner (240 gram)
• 200 gram røget tofu*
• 130 gram vegansk chorizopølse*
• 200 gram lilla gulerod (eller almindelig gulerod)
• 1 lille porre
• 3 fed hvidløg
• 1 rød chili (med eller uden kerner)
• 1 bundt frisk persille
• 3 spsk. olivenolie
• 1 spsk. æblecidereddike
• 1 grøntsagsbouillonterning
• 1½ tsk. knust spidskommen
• ca. ½ tsk. fint salt
• ½ liter vand

Andet
• Ris til 4 personer
• Evt. friterede bananstykker og stærk chilisauce

Antal personer: 
4
Fremgangsmåde: 

Skær tofuen i tern på ca. 1x1 cm og skær pølsen i skiver. Kom tofu og chorizo på en pande med 2 spsk. olivenolie og hakket hvidløg, og lad dem stege i ca. 5 minutter, til tofuternene har fået en let sprød overflade. Drys med en smule fint salt.
Fjern chorizo og tofu fra panden og tilsæt 1 spsk. olivenolie samt finthakket porre, gulerod og chili. Steg disse i 5 minutter sammen med spidskommen. Tilsæt så de drænede sorte bønner, eddike, vand og bouillon. Blend kortvarigt med en stavblender; der skal være en del hele bønner tilbage, det er blot for at tykne saucen. Alternativt kan der bruges meljævning.
Tilsæt nu tofu og chorizo og lad hele blandingen koge uden låg i 5 minutter. Hak persille og rør det i retten før servering. Smag til med salt.
Server retten med kogte ris til 4 personer.

* Begge dele kan købes i helsekostbutikker og velassorterede supermarkeder som f.eks. SuperBrugsen.

Mere info:
Den brasilianske feijoada laves traditionelt med forskellige slags kød; skinke, bacon og chorizo. I den veganske version er disse erstattet af røget tofu og vegansk chorizo.
Hvis du ønsker at gøre retten endnu mere traditionel, kan der serveres friterede bananstykker som tilbehør: Skær en banan i skiver på ca. 3 cm. Vend skiverne i sojamælk, så i rasp, sojamælk og rasp igen. Steg dem i smagsneutral olie til raspen er gylden.
Feijoada kan desuden serveres med stærk chilisauce ved siden af.

Velbekomme!

opskrift tilføjet af Mau Lindow Thu, 15/02/2018 - 14:26